Præcisering kl. 15:11, 24/9 2024: DR Nyheder har tilføjet det ordrette citat, som artiklen bygger på. Citatet var et indirekte citat i en tidligere version. Der er desuden tilføjet et afsnit om opfølgende spørgsmål og svar. Rubrikken er ændret fra ’Israels præsident: Vi har intet at gøre med eksploderende apparater’ til ’ Israels præsident afviser tilsyneladende israelsk involvering i personsøger-angreb’.
For første gang kommenterer Israel nu angrebene i den forgangne uge, hvor tusindvis af personsøgere og walkie-talkier eksploderede i Libanon.
I et interview med det britiske medie Sky News siger Israels præsident, Isaac Herzog, at Israel ikke har udført de mange eksplosioner, som ifølge de libanesiske sundhedsmyndigheder dræbte flere end 30 og sårede over 3000 mennesker.
- Først og fremmest afviser jeg på det kraftigste enhver forbindelse til denne eller hin operation, siger Herzog.
Ved et opfølgende spørgsmål, hvor Sky News forsøger at få bekræftet den tilsyneladende afvisning fra Herzog af en israelsk forbindelse til angrebet, svarer Herzog:
- Jeg hentydede ikke til noget andet end at sige, at Hizbollah har mange fjender derude.
I interviewet siger Herzog desuden, at Israel ikke ønsker en krig med Libanon.