I løbet af de næste tre til fire år skal der ikke længere produceres chokolade fra Toms på virksomhedens fabrik i Ballerup.
Toms Gruppen vil fremover producere al chokolade på sin fabrik i Polen, som de kommende år udbygges for et trecifret millionbeløb. Samtidig opgraderes slikfabrikken på Helseholmen i Hvidovre.
Det skriver slik- og chokoladeproducenten i en pressemeddelelse.
- Over de kommende tre til fire år vil nogle af vores kolleger blive påvirket af disse ændringer. Vi forventer dog ingen påvirkning inden for de næste to år. Denne transformation er en nødvendig del af vores indsats for at styrke Toms Gruppens position som en moderne og profitabel virksomhed, siger Annette Zeipel, der er administrerende direktør i Toms Gruppen.
Toms Gruppen har i år kunnet fejre 100 års jubilæum, og sidste år kunne virksomheden præsentere et overskud på 54,3 millioner kroner efter skat ud af en omsætning på cirka 1,6 milliarder danske kroner.