8.000 ton lettere forurenet jord fra jordskredet ved Nordic Waste nær Randers, skal nu til Herning.
Det skriver Ritzau, som har talt med direktør Poul Kristensen fra det fælleskommunale affaldsselskab AFLD.
De 8.000 ton jord skal nemlig fremover være en del af et bakkelandskab ved et tidligere deponi ved Fasterholt syd for Herning.
Et deponi er et sted, hvor man modtager og lægger det affald, som ikke kan bruges igen.
Selvom jorden er forurenet skal de lokale ikke være bekymrede, siger Poul Kristensen.
- Der er ikke noget specielt i det, vi får fra Randers, i forhold til det vi får alle andre steder fra. Så længe de krav, der er i vores miljøgodkendelse, er opfyldt, ser vi ingen problemer, siger Poul Kristensen.