Statskassen inkasserer 3,2 milliarder kroner om året, hvis der sløjfes en helligdag, som regeringen har foreslået.
Det skriver Finansministeriet i en vurdering. Desuden skønner ministeriet, at afskaffelsen af en helligdag vil øge den samlede arbejdstid i befolkningen med 0,34 procent.
Det svarer ifølge ministeriet til en stigning i beskæftigelsen på omkring 8.500 fuldtidsansatte.
Beregningen kommer, efter at forslaget om at afskaffe en helligdag - hvor der indtil nu har været peget på store bededag - har mødt kritik. Flere økonomer har rejst kritik om regnestykket bag, og om afskaffelsen vil have en langvarig effekt.
Finansministeriet skriver dog i sin vurdering, at det vil den have.