Fagforeningerne Djøf, HK og Dansk Journalistforbund skal klokken 16.30 i dag afholde et møde med medarbejderne fra Moderaternes sekretariat.
Det oplyser fagforeningerne til P1 Morgen.
Mødet skal handle om, hvordan fagforeningerne bedst kan bistå medarbejderne med at sikre et godt arbejdsmiljø, oplyser Djøf.
- Vi kan bekræfte, at vi vil være behjælpelige, hvis der opstår situationer, der eskalerer, fortæller formand i HK Service Hovedstaden Rene Knudsen.
Fredag kunne B.T. fortælle, at både nuværende og tidligere medarbejdere i partiet har sendt en klage til Arbejdstilsynet om dårligt arbejdsmiljø i partiets sekretariat.
I går holdt Moderaterne et ni timer langt krisemøde, som sluttede med, at formand Lars Løkke Rasmussen sagde til pressen, at Moderaterne er klar til at se fremad.