Først var han varm på købet af Twitter. Så var han kold. Så var han varm igen. Og nu har verdens rigeste mand, Elon Musk, så gennemført overtagelsen af det sociale medie til den nette sum af 44 milliarder dollar, eller hvad der svarer til lige knap 328 milliarder danske kroner.
Det skriver flere internationale medier, heriblandt BBC.
Dermed står et dramatisk forløb på flere måneder til at blive afsluttet.
Her har Twitter og Musk blandt andet været i uenige om værdien af selskabet, efter at Musk mente, at han var blevet vildledt om antallet af falske profiler på Twitter.
Det fik Twitter til at ville hive Musk i retten. Selskabet mente, at Musk havde forpligtet sig til at overtage det sociale medie til den aftalte pris og dermed brød kontrakten.
Hvis ikke Musk var gået med til at overtage selskabet inden fredag 28. oktober, var det endt med en retssag.
Twitter har endnu ikke bekræftet overtagelsen.