Der er mere terrorsikring på vej i Aarhus.
Sådan lyder meldingen fra kommunen, efter at en 33 årig mand er sigtet for terrorforsøg ved at køre en bil mod en menneskemængde på en central gågade i byen.
Aarhus Kommune satte med det samme store betonklodser op som terrorsikring i Frederiksgade.
Og betonklodserne kan nu se ud til at skulle være der permanent, siger chefpolitiinspektør i Østjyllands Politi Klaus Arboe Rasmussen, som er i dialog med kommunen.
Byens borgmester, Jacob Bundsgaard, forventer også mere terrorsikring.
- Vi har allerede sikret en række steder, hvor der færdes mange mennesker. Og nu er det her en påmindelse om, at der også er andre steder, der er brug for at sikres, og det kommer vi til at gøre, siger han.