Danmark bakker op om Storbritannien og USA's angreb på houthi-mål i Yemen.
Det fremgår af en fælles erklæring underskrevet af ti lande, der er udsendt af Det Hvide Hus i Washington i USA.
I erklæringen står der blandt andet, at houthierne har fortsat angrebene på den internationale skibsfart i Det Røde Hav trods stærke advarsler.
- Dagens aktion demonstrerer en fælles forpligtelse til frihed til navigation, international handel og forsvar af søfolks liv mod ulovlige og uberettigede angreb, står der i udtalelsen, der er underskrevet af Australien, Bahrain, Canada, Danmark, Tyskland, Holland, New Zealand, Sydkorea, Storbritannien og USA.
- Vores mål er fortsat at nedtrappe spændingerne og genoprette stabiliteten i Det Røde Hav, men lad vores budskab være klart: vi vil ikke tøve med at forsvare liv og beskytte den frie strøm af handel i en af verdens mest kritiske vandveje i lyset af fortsat trusler, står der videre.
Det danske rederi Mærsk har også været udsat for angreb og har som konsekvens omlagt deres ruter.