Regeringen har i lyset af krigen i Ukraine besluttet at udskyde det danske bidrag til FN-missionen i Mali.
Med andre ord vil Danmark ikke sende et transportfly til det vestafrikanske land alligevel.
I stedet bliver flyet holdt hjemme, hvor det kan være klar til at indgå i beredskabet, hvis Nato ønsker, at Danmark skal bidrage mere i forbindelse med konflikten i Ukraine.
Det har regeringen orienteret Folketingets partier om på et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn her til morgen.
- Som konsekvens af det, der sker, holder vi vores C130 - altså Hercules transportflyet - hjemme, så det kan være standby til eventuelle ønsker fra Nato om, at Danmark skal bidrage mere til det beredskab, som jo hele tiden øges, siger forsvarsminister Morten Bødskov på et pressemøde ifølge Ritzau.