Med udsigten til Donald Trump som USA's næste præsident er verdens rigeste mand, Elon Musk, rykket meget tæt på den amerikanske regering.
Trump har fortalt, at Musk skal rådgive regeringen om effektivisering i det offentlige, og det har fået det britiske medie The Guardian til at droppe sin tilstedeværelse på Musks sociale medie X.
Mediet har længe overvejet sin tilstedeværelse på X, fordi der ofte bliver postet højreekstrreme konspirationsteorier og udtrykt racisme der, lyder det.
- Den amerikanske præsidentvalgkamp tjente kun til at understrege, hvad vi har overvejet i lang tid: At X er en giftig medieplatform, og at dens ejer, Elon Musk, har været i stand til at bruge platformens indflydelse til at forme den politiske diskurs, skriver The Guardian.
Mediet har omkring 80 konti og omkring 27 millioner følgere på X.