Et flertal i Folketinget vil have undersøgt Randers kommunes rolle i sagen om jordskredet i Ølst.
Og den undersøgelse hilser borgmester Torben Hansen (S) velkommen.
- Det synes jeg selvfølgelig er meget fint. Vi har kun en interesse i, at alt bliver undersøgt, siger borgmesteren i et skriftligt svar til DR.
Kommunen fremlagde tirsdag resultatet af dens egen advokatundersøgelse af sagen om Nordic Waste. Den undersøgelse frikendte kommunen og placerede ansvaret hos virksomheden, som i sidste uge blev erklæret konkurs.
Det har fået et bredt flertal på Christiansborg til at kræve en uvildig kulegravning af kommunens rolle i sagen.