Et bredt flertal i Langeland Kommune har i weekenden indgået aftale om budgettet for næste år. Her skal kommunen spare 10 millioner kroner, som blandt andet kommer til at ramme ældreområdet, administrationen og borgerrådgivningen.
Trods besparelserne er borgmester Tonni Hansen (SF) tilfreds med budgettet.
- Jeg er faktisk rimelig stolt af det her budget, som, jeg mener, er både ansvarligt og visionært.
Det er kun Radikale Venstres ene mandat, der står udenfor aftalen.
Med aftalen har kommunen også besluttet at bruge penge på blandt andet en ny daginstitution.
Derudover er forligspartierne blevet enige om at investere i havnene i Ristinge, Rudkøbing, Bagenkop og Strynø. Noget som kommunen kommer til at låne 30 millioner kroner til over en fireårig periode.