Der kommer lige til at gå lidt længere, før vi kan følge Andreas Mogensens anden tur til rummet.
Opsendelsen til Den Internationale Rumstation, som skulle ske til formiddag dansk tid fra Kennedy Space Center i den amerikanske delstat Florida, bliver nemlig udskudt til lørdag.
Det oplyser Nasa i en kort meddelelse.
I stedet vil man forsøge at affyre raketten lørdag klokken 3.27 amerikansk tid.
Det bliver altså nogenlunde samme tid, som opsendelsen skulle være sket i dag - bare med et døgns forsinkelse.
Det fremgår ikke, hvorfor opsendelsen udskydes.
Det er anden gang, at den danske astronaut sendes til rummet. Denne gang venter knap et døgns rumrejse, før han og tre kolleger på rumskibet "Crew Dragon" rammer Den Internationale Rumstation, ISS.
Andreas Mogensen skal blandt andet agere pilot og udføre en række forsøg. Du kan blive klogere på, hvad han skal lave, og hvad missionen går ud på, i denne artikel.