Den danske astronaut Andreas Mogensen ankom i går til Kennedy Space Center i Florida med resten af holdet, der på fredag skal sendes op i rummet.
De fire besætningsmedlemmer, der skal på NASA's mission, består udover Andreas Mogensen af amerikaneren Jasmine Moghbeli, japaneren Satoshi Furukawa og russeren Konstantin Borisov.
De fire astronauter rejser til Den internationale Rumstation (ISS), hvor de skal bo i et halvt år. Andreas Mogensen er den første ikke-amerikanske astronaut, der skal styre SpaceX-fartøjet Crew Dragon hele vejen derop.
Opsendelsen er planlagt til fredag morgen klokken 9.49 dansk tid. Du kan følge med på DRTV fra klokken 6.00 på fredag.