Det er en god idé for tidligere ansatte ved jordrensningsvirksomheden Nordic Waste at blive tjekket hos lægen.
Sådan lyder en opfordring, som fagforeningen 3F i Randers har givet.
- Det har vi, fordi de har arbejdet med microfiller, som kan give en masse støv, der kan påvirke øjne, luftveje og give allergiske reaktioner, siger formand Gitte Færgemann.
Hvis de går til lægen, kan medlemmerne få afklaret, om det kan meldes som arbejdsskade.
- Jeg håber ikke, at nogen er blevet syge af at have arbejdet med microfiller. Men jeg håber, at de følger vores opfordring, inden de pludselig står med en følgesygdom om tre år og ikke kan gøre noget, fordi det ikke er blevet meldt, siger hun.
Nordic Waste fik i december et strakspåbud fra Arbejdstilsynet, der påbød virksomhedens ansatte at bruge værnemidler.
Det skete, fordi virksomhedens arbejde med hvid microfiller, der er et potentielt sundhedsskadeligt restprodukt fra cementfremstilling, ikke blev udført "sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt" på pladsen.