Fra januar 2021 og til februar 2023 ventede 25 patienter for længe på at blive opereret for tyk- og endetarmskræft på Odense Universitetshospital.
Det viser et notat, som Region Syddanmark har udarbejdet på baggrund af sagen, hvor 293 kræftpatienter har ventet for længe på en operation på Aarhus Universitetshospital.
I notatet skriver Region Syddanmark, at de 25 patienter har ventet mellem én og syv dage længere end de tilladte 14 dage på at blive indkaldt.
17 af sagerne er blevet indberettet til Sundhedsstyrelsen, fordi regionen i de konkrete tilfælde også glemte at informere patienten om retten til at blive henvist til et andet sygehus.
Fungerende regionsrådsformand, Bo Libergren (V), ærgrer sig.
- Der er begået menneskelige fejl, og det er selvfølgelig ikke godt nok. Nu vil vi kigge grundigt på, hvordan vi kan undgå, at det sker igen, siger Bo Libergren til DR Nyheder.
Regionsrådet er fredag blevet orienteret om sagen.