En ung mand er onsdag aften blevet skudt og dræbt i Stockholm.
Det oplyser polititalsmand Mats Eriksson til de svenske medier.
- Der er tegn på, at det kan hænge sammen med den bølge af vold, vi oplever i øjeblikket, fordi der har været et skydevåben involveret, og fordi det er sket i Stockholm, siger han.
Politiet efterforsker nu drabet og er i gang med at undersøge gerningsstedet.
Skudepisoden fandt sted omkring et idrætsanlæg, hvor børn var i gang med at træne.
Statsminister Ulf Kristersson har også reageret på drabet.
- Uskyldige mennesker med absolut ingen tilknytning til den grove forbrydelse - hvoraf mange var børn til aftentræning - er netop blevet tvunget til at være en del af endnu et hensynsløst skyderi, hvor endnu en mand er blevet skudt og dræbt, siger han til nyhedsbureauet TT.
Svensk politi søger efter en grå Toyota med tonede ruder.