Mange ukrainere stimlede i dag sammen foran posthuset i Kyiv for at få fingrene i et særligt frimærke, der blev udgivet i dag i forbindelse med étårsdagen for Ruslands invasion af Ukraine.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
På frimærket er et særligt Banksy-værk afbilledet. Det forestiller en ung dreng, der vinder over en voksen mand i en judo-kamp. Begge er iført gi.
Flere har spekuleret i, om manden symboliserer Rusland på grund af Vladimir Putins kærlighed til kampsporten, skriver Reuters.
Billedet er oprindeligt fra november, hvor Banksys værk blev fundet malet på en mur i Borodyanka.
- Vi tænkte, at dette frimærke og dette maleri ville repræsentere bedst, hvad alle ukrainere tænker om vores fjende, siger direktøren for Ukraines postvirksomhed, Ihor Smilianskyi.