Antallet af skuddræbte i Sverige nåede op på 63 i 2022, da en ung mand nytårsaften blev dræbt foran en McDonalds i det nordvestlige Stockholm.
Det er en voldsom stigning i forhold til året før, hvor 45 blev dræbt af skud i Sverige - og det var i forvejen Europa-rekord.
Årets sidste dage har været præget af adskillige skudepisoder og bombeeksplosioner i Stockholm.
Ifølge flere svenske medier har angrebene tilsyneladende været rettet mod personer, som har været indblandet i enten bortførelsen eller drabet på rapperen Einár.
Einár var en af Sveriges største musikstjerner og kendt for sine forbindelser i det kriminelle miljø.
Han blev kortvarigt bortført i 2020, og dræbt af skud i oktober 2021 - en uge før han skulle vidne i retssagen mod sine bortførere.