I løbet af de seneste 10 dage er syv personer blevet skudt og dræbt i Sverige.
Derfor har den svenske regering nu indkaldt til et ekstraordinært møde for at diskutere situationen og hvilke tiltag, man kan tage i brug.
Det oplyser den svenske justitsminister, Gunnar Strömmer, til SVT.
Mødet skal finde sted i Rådet mod Organiseret Kriminalitet i begyndelsen af næste uge.
- Vi skal have mobiliseret den kriminalitetsbekæmpende indsats sammen med den kriminalitetsforebyggende indsats, lyder det fra justitsministeren.
Rådet skal blandt andet diskutere, hvilke tiltag der kan bekæmpe banders rekruttering af børn og unge, skriver SVT.