De svenske afspærringer i området nord for Bornholm ved gasledningerne Nord Stream 1 og 2 bliver nu ophævet.
Det skriver Sveriges anklagemyndighed i en pressemeddelelse.
Svenske myndigheder har nemlig nu afsluttet undersøgelserne af gerningsstedet.
- Vi kan konstatere, at der er sket sprængninger på Nord Stream 1 og 2 i svensk økonomisk zone, som har medført omfattende skader på gasledningerne.
Ifølge myndighederne er mistanken om 'grov sabotage' forstærket efter undersøgelserne.
- Vi har beslaglagt fund på gerningsstedet og disse skal nu undersøges, lyder det fra kammeranklager Mats Ljungvist. Han leder efterforskningen i Sverige.
Han kan dog ikke oplyse yderligere om beslaglæggelserne i sagen, fordi efterforskningen er hemmelighedsstemplet.
I pressemeddelelsen skriver den svenske anklagemyndighed, at samarbejdet med den svenske efterretningstjeneste Säpo, kystvagten og det svenske forsvar fungerer godt.
- Det er en alvorlig hændelse, og derfor er det vigtigt, at alle involverede myndigheder varetager deres opgaver på bedst mulig vis, siger Mats Ljungvist.
DR har i dag også fortalt, at danske myndigheder har været under vandet for at undersøge det område i dansk økonomisk zone, hvor Nord Stream 2 er blevet sprængt.