Ruslands tidligere præsident Dmitrij Medvedev, næstformand i det russiske sikkerhedsråd, advarer Nato mod at optage Finland og Sverige som nye medlemmer.
Han udtaler ifølge Reuters og det russiske nyhedsbureau Tass, at Rusland bliver nødt til at styrke sine grænser, hvis Sverige og Finland vælger at tilslutte sig forsvarsalliancen.
- Hvis Sverige og Finland tilslutter sig Nato, så vil alliancens landegrænse med Rusland blive mere end fordoblet.
- Derfor vil det naturligvis blive nødvendigt at styrke grænserne, siger Medvedev til nyhedsbureau Tass.
Meldingen kommer efter, at både Sverige og Finland i går tog et stort skridt tættere på at blive en del af Nato.