Tysingehave Pleje- og Dagcenter i Tølløse har næsten halveret antallet af beboere med demens, der får antipsykotisk medicin.
Det er sket efter et besøg fra Sundhedsstyrelsens demensrejsehold, der blandt andet lærer plejepersonalet at møde beboerne mere smilende og at arbejde struktureret med at nedsætte medicinforbruget.
Og forløbet har været guld værd, fortæller Susan Härtel, der er forstander på Tysingehave Pleje- og Dagcenter:
- Når man har en demenslidelse og er ramt på sprog, styringsfunktioner, tænkninger, hukommelse og alle de her ting, så kan man have en uforståelig adfærd. Og den uforståelige adfærd er det rigtig vigtigt at få en forståelse af.
- Det er det, de her redskaber kan - det er det, vi lærer af demensrejseholdet, siger Susan Härtel.