Politikerne farer rundt i landet for at møde vælgerne og fiske stemmer.
Fredag er ingen undtagelse. I dag skal eksempelvis De Radikales partileder, Sofie Carsten Nielsen, til Lolland, hvor hun skal servere øl på bodegaen Rådhuspubben i Maribo, sidde ved kassen i Rema 1000 i Nakskov og sælge pølser og hotdogs i en pølsevogn i Rødby.
- Vi har også de gode, radikale lakridsbolsjer med. Dem kan man godt få brug for i løbet af sådan en dag, sagde Sofie Carsten Nielsen, da DR Nyheder mødte hende kort før afgang fra København.
Spørgsmålet er, om det overhovedet har noget effekt sådan at møde folk i øjenhøjde?
- Det korte svar er, at 'ja, det virker'. De her lokale tiltag er med til at flytte stemmer. Man kan selvfølgelig ikke sige, at et lakridsbolsje kan konverteres til 0,4 stemme, men det er en del af den samlede kampagne, siger Kenneth Thue Nielsen, der er valgforsker og direktør i analysevirksomheden Methods.dk.
Du kan følge dagens begivenheder direkte her på dr.dk's liveblog og se med her på DRTV.