Situationen med svenskere, der bliver hyret til at begå kriminalitet i Norge er nu så "alvorlig og ekstraordinær", at det norske politi ikke kan håndtere det alene.
Det kræver en norsk-svensk indsats med fælles politipatruljer, siger Politidirektoratet, Norges øverste politimyndighed.
- Svenske og norske kriminelle samarbejder over grænsen, og aktiviteten fra svenske bandekriminelle på norsk jord er blevet mere synlig, skriver Politidirektoratet i et brev til det norske justitsministerium ifølge NRK.
Politiet har også oplysninger om, at norske kriminelle køber våben og sprængstoffer fra Sverige.
Det er dog langtfra et nyt opråb fra politiet, idet den norske politidirektør Benedicte Bjørnland for et års tid siden holdt et fælles pressemøde med Sveriges rigspolitichef, Anders Thornberg, om problemet.
I 2025 åbner den første norsk-svenske politistation ved grænsen mellem de to lande, som skal være med til at forebygge den grænseoverskridende kriminalitet.