Det svenske kriminelle netværk Foxtrot har også været aktive i Norge.
Det bekræfter Trond Bruen Olsen, sektionsleder for organiseret kriminalitet i Kripos, til det norske medie NRK.
- Ja, der er registreret kriminelle aktiviteter i Norge, som vi kan spore tilbage til Foxtrot-netværket, siger han til NRK.
Det kriminelle netværk Foxtrot er forbundet med en række drab i Sverige, som er ramt af en omfattende bandekriminalitet.
I september var der ni banderelaterede drab i Sverige.
Trond Bruen Olsen oplyser til NRK, at svenske kriminelle netværk generelt har været aktive over hele Norge, og at svenske bandekriminelles aktiviteter har været mere tydelige det seneste år på norsk jord.