Smerter det i portemonnæen, når Netflix hver måned opkræver for det abonnement, du ellers flittigt bruger?
Det kan der måske være lidt lindring for i fremtiden.
I hvert fald kan folk i 12 lande se frem til at spare knap 23 kroner om måneden, hvis man da ikke har noget imod at se et par reklamer, når man tænder for Netflix, skriver Reuters.
Abonnementet kommer til at hedde "Basic with Ads", og ifølge Netflix kommer abonnenter til at se cirka fire til fem minutters reklame per time indhold, de streamer. Nyudgivelser vil have mere begrænset reklameindhold, for at bevare noget af den cinematiske oplevelse.
Nogle film og serier vil desuden ikke være at finde med den billigere model på grund af udgivelsesrettigheder.
Netflix har et stykke tid barslet med idéen om at blive mere reklamefinansieret, men abonnementet bliver i første omgang ikke tilgængeligt i Danmark.
De første lande, der får det, er Mexico og Canada den 1. november. Dernæst får man muligheden i Australien, Brasilien, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Korea, USA og Spanien.