Donald Trump's hustru, Melania, har skrevet en bog, og i den taler hun for kvinders ret til abort.
Det skriver det britiske medie The Guardian, der har læst bogen.
- Det er bydende nødvendigt at garantere, at kvinder selv kan bestemme, om de har lyst til at få børn. Beslutningen skal være baseret på deres egen overbevisning og være fri for nogen indblanding fra regeringen, skriver Melania Trump.
Den tidligere førstedame udtrykker kun sjældent sin politiske holdning offentligt, skriver Ritzau. Alligevel blander hun sig nu i abortspørgsmålet, som er et centralt emne i den amerikanske valgkamp.
Trump fik i sin tid som præsident indsat tre konservative højesteretsdommere, som var med til at ophæve den såkaldte Roe versus Wade-lov, der siden 1973 havde sikret føderal ret til abort i USA.
Trump har siden da forsøgt at tage æren for den beslutning, men har samtidig forsøgt at lægge afstand til den kritik, som det har medført, ved at sige, at det nu er op til delstaterne at tage stilling til abortspørgsmålet.
Bogen har titlen "Melania" og bliver udgivet i USA tirsdag den 8. oktober.