Kong Frederik skal stå i spidsen for et dansk erhvervsfremstød i Polen fra den 31. januar til den 2. februar, det fremgår af en pressemeddelelse på kongehusets hjemmeside.
Han bliver ledsaget af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), klima-, energi og forsyningsminister Lars Aagaard (M) og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V).
38 danske virksomheder deltager i turen til Warszawa. Også havnebyen Szczecin får besøg af Danmarks nye konge. Kong Frederik vil også mødes med Polens præsident, Andrzej Duda, og lægge en krans ved den ukendte soldats grav.
Turen har været forberedt fra før tronskiftet.
Efter turen til Polen vil Kongeparret traditionen tro sammen gennemføre deres første fælles officielle rejser, som blandt andet vil gå til lande i Norden, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Kongehuset skriver, at planen er, at kongen og dronningen som det første besøger Sverige og Norge.