I fredags indførte Københavns Politi to visitationszoner på henholdsvis dele af Nørrebro, Frederiksberg og Nordvest og i et område på Amager.
150 personer er de seneste dage blevet visiteret.
Det har foreløbig resulteret i, at politiet har beslaglagt en skarpladt pistol, fem knive og en peberspray.
Det oplyser Københavns Politi til DR Nyheder.
Zonerne blev indført i kølvandet på en voldelig konflikt mellem to grupperinger i København, der blandt andet betød, at en 43-årig mand blev dræbt i et skyderi på Nørrebro i torsdags.
Zonerne gælder indtil 23. august og giver politiet mulighed for at visitere folk uden en konkret mistanke om noget kriminelt.