Et israelsk luftangreb, der dræbte mange civile uden for Rafah, bliver efterforsket.
Det oplyser Israels militære anklagemyndighed.
Generalmajor Yifat Tomer Yerushalmi kalder luftangrebet "meget alvorligt".
- Detaljer om hændelsen er stadig en del af en undersøgelse, som vi har forpligtet os til at gennemføre i videst muligt omfang, siger hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Angrebet skete et sted, som Israel selv har erklæret et humanitært område. Ifølge Læger uden grænser viser det, at intet sted i Rafah er sikkert for civilbefolkningen.
Israels hær sagde i går aftes, at man havde gennemført et "præcisionsangreb mod Hamas", som står på EU's og USA's terrorliste.