I det nordlige Israel har militæret indført en række restriktioner, efter at Hizbollah har affyret flere end 100 raketter fra Libanon mod Israel. Det skriver det israelske medie The Times of Israel.
Restriktionerne betyder, at alle skoler i et område fra den israelske grænse mod Libanon og 50 kilometer ned i det nordlige Israel er lukket indtil mandag aften og at større grupper mennesker ikke må forsamles.
Arbejdspladser må kun holde åbent, hvis der er beskyttelsesrum i nærheden, som de ansatte kan nå frem til, hvis der går en luftalarm.
Desuden har hospitaler i det nordlige Israel fået besked på at flytte deres operationer til rum, der er beskyttet mod raket- og missilbeskydning. Det oplyser Israels sundhedsministerium, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Fredag meldte Israel flere højtstående medlemmer af Hizbollah dræbt.