Det var et luftangreb mod Hamas-ledere, som igangsatte en brand, der dræbte civile palæstinensere i Rafah i Gazastriben.
Det er Israels opfattelse af de foreløbige resultater fra en israelsk efterforskning. Det siger talsperson for den israelske regering Avi Hyman, skriver Reuters.
Angrebet ramte en teltlejr natten til mandag og dræbte mindst 40 palæstinensere, hvoraf størstedelen ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder er børn og kvinder.
Angrebet har fået kritikken til at hagle ned over Israel, der er blevet kaldt en "ny og åbenlys krænkelse af bestemmelserne i international lov" af det egyptiske udenrigsministerium.
EU's udenrigschef, Josep Borrell, fordømmer Israels luftangreb i Rafah her til eftermiddag. Tidligere sagde han også, at Israels offensiv i Rafah bør stoppes øjeblikkeligt.