Inflationen i Danmark blev opgjort til 1,9 procent i december, når man sammenligner med den tilsvarende periode sidste år.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
I november lød inflationen på 1,6 procent, men stigningen var forventet, siger Palle Sørensen, der er cheføkonom hos Nykredit.
- Den (stigningen, red.) skyldes ikke, at inflationen har fået fornyet styrke, men bare at priserne faldt ret markant i december måned i 2023, siger han i en skriftlig kommentar.
- I øjeblikket er det blandt andet fødevarer, husleje og elektricitet, der holder inflationen oppe, mens pakkerejser og biler til gengæld trækker ned.
Ser man på forbrugerpriserne i hele sidste år, lå de i gennemsnit 1,4 procent højere end i 2023.
Det er ifølge Jeppe Juul Borre, cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, den laveste inflation set for et helt år siden 2020.
- Det er godt nyt for forbrugerne, som de senere år har oplevet høj inflation, der har gnavet sig gennem danskernes pengepunge, skriver han i en kommentar.
- Men der er nu kommet markant mere ro på inflationen. Og det betyder, at mange danskere oplever fornyet købekraft.