I 2015 blev Ross Ulbricht, grundlæggeren af Silk Road, idømt fængsel på livstid for at have lagt grundstenene til det online sortbørsmarked, hvor der foregik omfattende handel med illegale stoffer og hvidvaskning af penge.
Men nu har USA's præsident, Donald Trump, skrevet under på en fuld, ubetinget benådning af ham.
Det skriver Trump i et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social.
- Det afskum, der arbejdede for at få ham dømt, var nogle af de samme galninge, som var involveret i den nye militarisering af regeringen mod mig, skriver Trump på Truth Social.
Ross Ulbricht grundlagde sortbørsmarkedet i februar 2011.
Herpå kunne brugere, ifølge Ritzau, anonymt handle med varer uden om myndighedernes søgelys, fordi betalingen skete med bitcoin, der er en digital form for valuta.