Det sociale medie Facebook har "voldsomt indskrænket" palæstinensiske mediers muligheder for at nå ud brugerne under krigen i Gaza.
Sådan lyder det i en stor undersøgelse fra mediet BBC.
Her peger man på, at mængden af såkaldt engagement, som er central for en profils gennemslagskraft på sociale medier, er faldet drastisk for 20 prominente palæstinensiske nyhedssider, siden krigen i Gaza gik i gang for 14 måneder siden.
I perioden er tallet faldet med 77 procent, mens et tilsvarende kig på 20 israelske medier viser en stigning på knap 37 procent, skriver BBC.
Meta, som står bag blandt andet Facebook og Instagram, siger, at enhver antydning af, at man bevidst undertrykker en part er "utvetydig forkert".
Mastodonten siger endvidere, at man ikke har lagt skjul på "midlertidige produkt- og politikforanstaltninger", der blev indført i oktober 2023.