Den Europæiske Investeringsbank, som er ejet af EU-landene, er klar med en hjælpepakke til det oversvømmelsesramte Spanien.
Håndsrækningen indebærer 900 millioner euro, som skal gå til genopretningen af de ødelagte områder, skriver Reuters.
- Vi skal sørge for at genopbygge bedre med metoder tilpasset den nye virkelighed, og som vil modstå og beskytte mod de stadigt hyppigere og mere intense klimachok, lyder det fra Nadia Calviño, der både er EIB-chef og tidligere spansk økonomiminister ifølge Reuters.
Og der kan komme mere hjælp, hvis det bliver nødvendigt, melder banken.
I går lød det også fra Spaniens premierminister Pedro Sanchez, at landet er klar med en nødhjælpspakke på 10,6 milliarder euro til i alt 78 områder i Spanien.
Oversvømmelserne ramte Spanien sidste tirsdag, og mens dødstallet er på 217, så lød det i går fra myndighederne, at mindst 89 er savnet alene i den hårdramte Valencia-region.