Flere af dem, der fik ødelagt deres hjem eller sommerhus under stormfloden, har haft svært ved at gennemskue, hvor de kan få hjælp til at komme videre.
Og det er ikke i orden, mener Anni Matthiesen (V), der er medlem af Folketingets Erhvervsudvalg.
Derfor vil hun nu drøfte sagen med erhvervsminister Morten Bødskov (S).
- Vi skal se på, hvad vi kan gøre bedre både nu og her men også fremover, hvis vi havner i en lignende situation igen, siger hun.
DR forsøger at få en kommentar fra Morten Bødskov (S). Det er endnu ikke lykkedes, men i et skriftligt svar har erhvervsmininisteriet tidligere oplyst, at stormflodsordningen flere gange er blevet forbedret - senest i 2018.