12 personer meldes nu officielt dræbt, efter at tusindvis af personsøgere i går eksploderede i Libanon.
Det oplyser landets sundhedsminister, Firass Abiad, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Blandt de dræbte er to børn, fortæller ministeren.
Tidligere har Hizbollah sagt, at 12 personer samt et barn er dræbt.
Det var i går, at de mange tusinde personsøgere eksploderede, og flere medlemmer af Hizbollah meldes såret.
Hizbollah, som er en libanesisk, shiamuslimsk milits og en politisk bevægelse, er på USA's terrorliste, og gruppen mener, at Israel står bag angrebet.
Israel har ikke kommenteret på anklagerne.