I tirsdags præsenterede regeringen sit skatteudspil. Og både statsministeren, finansministeren og skatteministeren har alle været helt klare i mælet om, hvem der får mest ud af lettelserne:
- Dem, der får relativt den største skattelettelse med det, vi ligger frem i morgen. Det er folk på almindelige overenskomstmæssige vilkår. Altså det er en HK'er for eksempel. Det vil være hende, der relativt får mest ud af det, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen til TV Avisen mandag aften.
- Så vil de laveste indkomster få den største lettelse set i forhold til lønnens størrelse, sagde skatteminister Karsten Lauritzen (V) under fremlæggelsen af regeringens udspil.
- Hvis man kigger på, hvad man betaler i forhold til, hvad man har til rådighed i dag, så er det en reform, der kommer de mindste indkomster mest til gavn, sagde finansminister Kristian Jensen (V) i TV Avisen tirsdag aften.
Men Detektors gennemgang af Finansministeriets egne udregninger viser, at ministrene tager fejl.
Læs også
Faktatjek: Løkke bryster sig med forkert fakta om beskæftigelse
Faktisk forholder det sig helt modsat: De højeste indkomster får mest ud af forslaget, når man ser på, hvilken virkning det samlede skatteudspil vil have på rådighedsbeløbet for fuldtidsbeskæftigede:
- Når man inkluderer samtlige elementer i skatteudspillet, så vil de indkomstgrupper med de højeste indkomster både absolut set og også procentuelt få den største forbedring af deres rådighedsbeløb, siger professor i økonomi Bo Sandemann Rasmussen til Detektor
Den konklusion når cheføkonom og vicedirektør i den liberale tænketank CEPOS, Mads Ludby, også frem til:
- Når man ser på den relative fremgang, så er det min vurdering, at dem med de højeste indkomster får den største fremgang, siger han.
Når Lars Løkke Rasmussen fremhæver en HK'er som eksempel, er det formentlig fordi Finansministeriet også har regnet på fire konkrete eksempler: En enlig HK’er på laveste sats, en enlig LO’er, en enlig funktionær og en enlig direktør.
- Når man bruger en bestemt familietype - i det her tilfælde en HK-familie - så kan man under visse antagelser om, hvad de indbetaler til pension osv. få det til, at de sparer et beløb som i procent af deres rådighedsbeløb er større end for en højere lønnede lønmodtagere, siger Bo Sandemann Rasmussen.
Derudover er der ikke medregnet den lavere registreringsafgift på biler eller fri beskatning af telefon, som også er en del af regeringens planer.
- Skal man evaluere hele skatteudspillet er det mest rimeligt, at man selvfølgelig medtager samtlige de effekter, som skatteudspillet har, siger Bo Sandemann Rasmussen.
Læs også
Faktatjek: Mette Frederiksen på turne med misvisende anekdote
Men faktisk holder type-beregningen slet ikke, fordi den fratrækker boligudgiften. Det får nemlig den relative ændring for HK'eren til at se større ud, end den reelt er:
- Når man gør det for en HK'er, så får man et meget lille rådighedsbeløb, fordi boligudgiften fylder meget for en HK'er. Og så kigger man på skattelettelsen i forhold til et meget lille rådighedsbeløb, så det mener jeg ikke er den rigtige måde at gøre det på, forklarer Mads Lundby.''
- Hvis man tager huslejen ud, så ser man kun på en mindre del af ens forbrugsmuligheder. Og det er en lidt kunstig måde at se tingene på, siger Bo Sandemann Rasmussen.
Selv med huslejeudgiften, lader eksemplerne der er brugt i udspillet, ikke til at tegne et retvisende billede.
Finansministeriet forklarer overfor Detektor i en mail, at de i deres oprindelige beregninger antog at HK´eren på mindsteløn, funktionæren og direktøren havde samme udgift til bolig - 6.300 kroner. Antager man i stedet for, at HK'eren har samme husleje som LO'eren - 4.500 -, ja så er det ikke længere HK´eren, der får den største skattelettelse. Det er direktøren.
Detektor har forsøgt at få en kommentar fra statsministeren, finansministeren og skatteministeren. De har alle afvist at udtale sig til Detektor.
Men politisk ordfører i Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, erkender, at det samlede udspil ikke giver mest til dem, der tjener mindst, men forklarer samtidig, at det er lettelsen på arbejdsindkomst, som er vigtig for ham:
- Kunne det have været mere præcist? Det kunne det godt. Men det korte og det lange er, at dem, der får mest ud af skattelettelsen på arbejde, det er dem med de allerlaveste indkomster, siger han.
Se mere i Detektor på torsdag klokken 21 på DR2