De paralympiske lege bliver fredag skudt i gang i Beijing, og det bliver uden atleter fra Rusland på grund af den igangværende invasion af Ukraine.
Ruslands Paralympiske Komité (RPC) skriver på sin hjemmeside fredag, at den ikke vil appellere udelukkelsen fra legene, og derfor rejser holdet søndag hjem.
RPC kalder samtidigt udelukkelsen for "politiserende" og "i strid med de paralympiske værdier".
- Dobbeltmoral er desværre blevet normen i moderne sport, skriver RPC blandt andet.
RPC takker også den kinesiske organisationskomité for at gøre det korte ophold for behageligt og positivt.
Forud for den russiske melding på åbningsdagen er gået et noget kaotisk forløb.
Onsdag oplyste Den Internationale Paralympiske Komité (IPC), at russiske og hviderussiske atleter kunne deltage i Beijing. Dog under IPC's flag frem for deres egne.
Men torsdag vendte IPC på en tallerken og udelukkede helt de i alt 83 atleter fra Rusland og Hviderusland.
Det skete efter et stort pres fra andre nationer, der truede med at boykotte PL, hvis russere og hviderussere fik lov at stille op.
- Vil man tage hensyn til 83 atleter eller til omkring 600 atleter, der eventuelt ville boykotte? Der valgte vi at gå med flertallet, sagde det danske medlem af IPC's bestyrelse, John Petersson, torsdag.