Norges VM-drømme lever efter stort drama

Med en sejr på 25-24 over Spanien kan nordmændene stadig nå kvartfinalen.

Norge i vild jubel efter tiltrængt optur ved VM (Foto: © SUSANA VERA, Ritzau Scanpix)

Norges VM har på mange måder været omvendt det danske.

Mens Danmark har knust al modstand har nordmændene tabt til både Brasilien og Portugal og taget nul point med sig over i mellemrunden.

Derfor havde VM-værterne i den grad ryggen mod muren i aftenens kamp mod Spanien. En svær opgave mod et rigtig godt håndboldhold.

Og her var opgaven klar. Vind eller forsvind.

Norge skulle nemlig vinde kampen for at holde liv i drømmen om kvartfinalen, og fra kampens start så det ud som om, at både spillerne på banen og tilskuerne i Unity Arena var indstillet på, at det skulle ske.

Der var i hvert fald fart over feltet. Masser af mål, hidsigt tempo og flotte redninger i målet.

Men desværre for nordmændene kunne Spanien godt følge med, og så begyndte de tekniske fejl at snige sig ind hos VM-værterne. Nordmændende lavede fejl og kastede bolden udover sidelinjen, og da pausehornet lød stod der 13-10 til Spanien.

Vildt drama

Norge skulle finde på andre ting i anden halvleg, hvis VM-drømmen skulle holdes i live.

Det startede dårligt og spanierne kom foran med 19-15.

Nordmændene måtte slippe tøjlerne. Sander Sagosen første an og syv mod seks-spillet gjorde, at nordmændene fik halet ind på spanierne igen.

Som anden halvleg skred frem fik Norge kontakt, og da der manglede godt fem minutter af kampen, fik Norge bragt sig foran med 23-22 så taget løftede sig i Unity Arena.

Spanien virkede rystet og nordmændene havde hele arenaen i ryggen.

Mod slutningen fik vi et drama uden sidestykke. Med et minut tilbage var Norge foran med en enkelt og kunne stort set afgøre kampen. Pludselig gik Norges største stjerne Sander Sagosen i gulvet efter en soloskade. Han måtte bæres fra banen med, hvad der lignede en grim skade.

Det så ikke godt ud, da Sander Sagosen til måtte bæres fra banen i kampens slutminutter (Foto: © STIAN LYSBERG SOLUM, Ritzau Scanpix)

På det efterfølgende angreb brændte nordmændene fra stregen og spanierne fik chancen for at udligne - og dermed sende Norge ud af VM.

Men det lykkedes ikke. Efter en masse spilstop gik tiden ud. Dommerne skulle dog lige se den sidste aktion igennem, og endte med at dømme frikast til Spanien.

Den chance forspildte spanierne og hele arenaen i Oslo kunne bryde ud i jubel.

Efter stort drama stod der 25-24 på måltavlen.

Norge lever, men meget skal stadig gå deres vej, hvis de skal gå videre. Gruppestillingen ser således ud efter aftenens kamp.