Dansk styrke slår sprækker i tysk optimisme: 'Vi skal spille vores livs kamp'

Det virker ikke til at Danmarks kommende modstander tror særligt meget på sejr.

Juri Knorr er tyskernes helt store stjerne og ved godt, at det bliver svært mod Danmark på tirsdag. (Foto: © Imago/Ritzau Scanpix)

Der er egentlig god grund til at frygte det danske herrelandshold i håndbold.

Tredobbelte verdensmestre og suveræne OL-guldvindere i sommer. Og så lige tre knusende sejre i det indledende gruppespil ved den igangværende VM-slutrunde. Danmark har gennembanket Algeriet, Tunesien og Italien indtil videre og scoret 118 mål undervejs. Ganske overbevisende fra de regerende verdensmestre.

Nu venter mellemrunden så, hvor Danmark må forvente lidt mere modstand. Tyskland, Tjekkiet og Schweiz hedder modstanderne, og det er tyskerne, der venter i den første mellemrundekamp. De har godt noteret sig det voldsomme niveau fra de danske håndbolddrenge.

- Det bliver en svær kamp for os. De har den bedste målmand i verden lige nu. De har den bedste spiller i verden lige nu. De har også den bedste bredde, konstaterer tyskernes målmand Andreas Wolff, da DR Sporten fangede ham efter tyskernes sidste gruppekamp mod Tjekkiet.

Tysklands målmand Andreas Wolff har store roser til det danske landshold.

Danmark og Tyskland tørner sammen i Boxen i Herning tirsdag aften, og mens Danmark har været uhyggeligt overlegne i deres tre første kampe, så har tyskerne vaklet lidt mere i deres præstationer. Det mener de også selv.

- Vi vandt gruppen, så vi kan være tilfredse. Men der er ting, vi kan forbedre. Vi ved, hvem vi skal møde nu, og vi skal spille meget bedre, siger Andreas Wolff.

DR Sporten fangede også tyskernes helt store stjerne Juri Knorr efter Tysklands kamp mod tjekkerne, og han er enig i, at forbedring er nødvendig i mellemrunden. Særligt hvis danskernes skal besejres.

- Selvfølgelig er vi ikke helt tilfredse med den indledende gruppe. Vi ved, at vi kunne have gjort det bedre.

- Vi ved, at det bliver rigtig svært mod Danmark. Vi skal gøre det meget bedre. Man slår dem ikke ved bare at spille godt. Vi skal spille vores livs kamp, fortæller Knorr til DR Sporten.

Her kan du høre Juri Knorr sætte lidt ord på tirdagens kamp mod Danmark:

En 'wack' OL-finale

Det virker til, at der er mere end almindeligt meget respekt fra tyskernes side. Det er der nok også en anden grund til. For det var nemlig Tyskland, som Danmark kørte fuldstændig over i OL-finalen for et halvt års tid siden. 39-26 stod der på måltavlen efter 60 minutter dengang, og det har tyskerne selvfølgelig ikke glemt.

- Vi skal bevise, at vi ikke er så ’wack,’ som vi var i den kamp. Det var ikke så fedt at spille foran 30.000, og så vide at kampen er slut efter 10 minutter, siger Juri Knorr.

- Men det bliver anderledes. Det er andre spillere. Der er ingen Mikkel Hansen eller Niklas Landin. Vi håber bare, at vi kan gøre det bedre end sidste gang, siger den tyske håndboldstjerne til DR Sporten.

Tyske Juri Knorr overfor Mathias Gidsel ved OL-finalen i 2024. (Foto: © Jens Dresling/Ritzau Scanpix)

Andreas Wolff ser heller ikke tilbage på OL-finalen med specielt gode minder.

- Vi var horrible i OL-finalen. En kamp i mellemrunden er noget andet. Vi skal forsøge at tage pointene, men ellers vinde over de andre hold for at gå i kvartfinalen, fortsætter Andreas Wolff.

Den store nabo syd for grænsen har altså indtaget lillebror-rollen inden tirsdagens opgør, og det forstår man også godt, når man kigger i statistikkerne.

Det er er nemlig ved at være et stykke tid siden, at Tyskland sidst har besejret Danmark. De seneste seks indbyrdes opgør er endt med dansk sejr. Faktisk skal vi tilbage til januar 2016 for finde den seneste tyske sejr i en betydende kamp. Det var ved EM i Polen, hvor de to nationer også krydsede klinger i mellemrunden. Tyskland vandt dengang med 25-23 og løb senere med EM-titlen. Meget har ændret sig siden.

- Presset ligger på dem. Det er dem, der er favoritter. De skal vinde foran deres fans, og vi kan bare nyde det, siger Juri Knorr.