Lyngby Boldklub har torsdag eftermiddag gennemført det, der meget vel kan stå tilbage som sommerens mest spektakulære spillerhandel i Superligaen.
Her har Lyngby nemlig præsenteret islandske Gylfi Sigurdsson som ny spiller i klubben på en etårig kontrakt.
33-årige Sigurdsson har over 300 Premier League-kampe for Tottenham, Everton og Swansea med sig i bagagen.
- Der er ingen tvivl om, at vi er utrolig stolte og glade for, at vi i dag kan præsentere Gylfi Sigurdsson som Lyngby Boldklub-spiller, siger fodboldchef Nicas Kjeldsen på klubbens hjemmeside.
Gylfi Sigurdsson lander i Lyngby i lidt af en islandsk koloni og får tre andre islændinge som holdkammerater. Også klubbens cheftræner, Freyr Alexandersson, er fra Island.
- Jeg har haft rigtig mange gode snakke med folk i klubben. Det er ingen hemmelighed, at jeg har et rigtig godt forhold til Freyr, og jeg har også snakket meget med Alfred (Finnbogason, tidligere Lyngby-spiller, red.), som er en af mine rigtig gode venner.
- Han har fortalt mig meget om klubben, stemningen i den og selve holdet. Både Freyr og Alfred har talt varmt om klubben, og indtil videre kan jeg godt forstå, at de har haft så meget godt at sige, siger Gylfi Sigurdsson på Lyngbys hjemmeside.
Sigurdsson har ikke spillet fodbold for et professionelt hold siden maj 2021, hvor han blev undersøgt i en sag om mulige seksuelle krænkelser. Han blev dog frifundet tidligere i år.