Kasper H. Jensen har kurs mod triumfen i den danske motorsportserie TCR.
Det slog Honda-køreren fast med en ny sejr i lørdagens ræs i Padborg. Dermed er han fortsat nummer ét i den samlede stilling med 305 point. Der var tale om en tæt på perfekt weekend, forklarede han efterfølgende.
- Vi har haft to rigtig gode weekender i træk, så selvtilliden fejler intet. Med det sagt, skal det stadig afgøres, siger Kasper H. Jensen til DR Sporten.
Han vil med andre ord være favorit, når det sidste løb skal stå den 1. oktober på Jyllandsringen, men er skarpt forfulgt af den tyske Audi-kører Mike Halder på andenpladsen 16 point efter.
Da vil der være 81 point at køre om, men der er brug for lidt tysk held, hvis det skal lade sig gøre.
Du kan se interviewet med Kasper H. Jensen øverst i artiklen. Næste og sidste TCR-løb køres den 1. oktober på Jyllandsringen og vises på DRTV.