Under sidste års EM-slutrunde spillede Jannik Vestergaard en vital rolle for Kasper Hjulmands fodboldlandshold.
Men siden er den tårnhøje forsvarsspiller, der står noteret for 35 landskampe, røget ud i kulden i sin klub Leicester, og han er heller ikke udtaget til den forestående VM-slutrunde i Qatar.
Og det er en drøm, der brister for den 30-årige forsvarsspiller. Det skriver Jannik Vestergaard på sin Instagram-profil.
- Det gør ondt at måtte vinke farvel til en drengedrøm. At repræsentere Danmark har bragt mig de største oplevelser i min karriere, men dette slag er ikke slutningen.
- Jeg ønsker holdet, staben og alle danske fans en god slutrunde, skriver han.
VM i Qatar sparkes i gang om en uge, søndag den 20. november, når værtsnationen spiller mod Ecuador klokken 17.00. Kampen vises for TV2.
Danmark spiller første kamp tirsdag den 22. november klokken 14.00 mod Tunesien, og du kan følge med på DR1 og DRTV.