Gianni Infantino, præsident for Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, bad alle deltagerlandene om at fokusere på sport under VM i Qatar, der begynder på søndag.
Men det budskab har USA's landshold valgt at ignorere.
Ifølge nyhedsbureauet AP vil de amerikanske fodboldherrer ændre logoet på brystet på deres træningstrøjer under VM. Tidligere var striberne røde, men nu forestiller de en regnbue, som også er et af de mest kendte og anvendte LGBT+-symboler.
Qatar er forud for VM blevet stærkt kritiseret for deres manglende LGBT+-rettigheder samt for landets behandling af migrantarbejdere.
USA vil bære trøjerne til træning og fanarrangementer, men ikke under kampe.
Danmark havde planer om et lignende initiativ. Fifa afviste dog landsholdets planer om at benytte sig af en træningstrøje med teksten "Human Rights for All" (menneskerettigheder for alle, red.).