Mikkel Honoré er ved godt mod og har det efter omstændighederne godt. Men cykelrytteren fra EF har fået en hjernerystelse og en del hudafskrabninger efter søndagens styrt i Liège-Bastogne-Liège.
Det forklarer den 26-årige danske cykelrytter dagen derpå i et opslag på Instagram.
Mikkel Honoré røg ned i asfalten i samme styrt som UAE-rytteren Tadej Pogacar efter omkring 80 kilometer. Begge ryttere udgik kort efter fra løbet.
- Tak for alle jeres beskeder og støtte efter mit styrt i Liége. Jeg snakkede med Pogacar og ønskede ham god bedring.
- Sådan er cykling. Jeg er okay. Jeg har en hjernerystelse og nogle hudafskrabninger, men jeg er bare glad for, at der ikke skete noget værre, da det var et styrt i virkelig høj fart, lyder det Mikkel Honoré.
Han oplyser ikke om nogen bestemt tidshorisont for et comeback.
- Jeg vil nu tage noget tid til at hvile mig og restituere. Jeg vil vende tilbage til træning, når jeg er frisk igen, skriver han.
Liège-Bastogne-Liège blev vundet af Remco Evenepoel fra Quick-Step.
/ritzau/