Vi skal tage magten ud af deres PR-show.
Sådan lød det fra kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) på onsdagens samråd i Folketinget, der i høj grad kom til at handle om det voldsomt kritiserede VM i Qatar senere på året.
- Det helt store spørgsmål er, hvordan vi mest kraftfuldt gør det. Det vil jeg gerne diskutere her i Danmark, men også internationalt, sagde kulturministeren, der kaldte placeringen af et VM i Qatar 'en åbenlys fejl'.
Danmark er kvalificeret til VM i Qatar, men regeringen har endnu ikke besluttet, om den møder op på tribunerne eller bliver hjemme i protest.
Kulturministeren lover dog, at hun arbejder hårdt på at skabe en fælles linje med så mange lande som muligt for at sende et samlet signal forud for VM i Qatar.
- Jeg kunne godt have tænkt mig en fælles linje i forhold til OL. Det lykkedes ikke. Jeg arbejder for, at vi får en fælles linje i forhold til Qatar, sagde Ane Halsboe-Jørgensen.
På initiativ fra Danmark har i alt 23 lande underskrevet en erklæring om behovet for mere gennemsigtighed og demokrati i beslutningerne i internationale idrætsforbund.