Hans Natorp, formanden for Danmarks Idrætsforbund, DIF, er i denne weekend draget til Seoul for at deltage i generalforsamlingen for de nationale olympiske komitéer.
Her er Rusland også inviteret, hvilket er i skarp konflikt med DIF's holdning.
DIF-formanden luftede lørdag tanken om en mulig diplomatisk walkout, skulle Rusland få lov at komme på talerstolen under generalforsamlingen i Sydkorea.
- Vi synes ikke, at russerne skal være der (i international idræt, red.). Hverken på leder-, politiker-, eller atletniveau, sagde DIF-formanden lørdag.
Det er dog ikke alle nationale olympiske komitéer, der deler den holdning.
Portugals-, Italiens-, og Nordmakedoniens olympiske komitéer har tillid til Ruslands tilstedeværelse, mens lande som Schweiz, Estland, Montenegro og Kosvo deler det skandinaviske ønske om russisk udelukkelse. Det oplyser mediet InsideTheGames.
Generalforsamlingen i Seoul starter på tirsdag og slutter fredag.